Tjek af dataleverancer for Femern-forbindelsen

Femern er bygherren bag den faste forbindelse mellem Danmark og Tyskland og har i forbindelse med et fælles projekt med buildingSMART International og buildingSMART Danmark valgt at anvende IDS-teknologien (Information delivery Specification) fra buildingSMART til at sikre at modeller fra projektets leverandører indeholder de informationer, som Femern som bygherre har foreskrevet.

I forbindelse med projektets gennemførelse vil informationerne blive overført til et system, der skal danne grundlag for planlægning og gennemførelse af drift og vedligehold af den færdige tunnel.

Kravene til informationsleverancerne tager udgangspunkt i en modelleverancespecifikation, der er udarbejdet for leverancer af bygningsmodeller til Femern. Denne specifikation beskriver bygningsdele som fx vægge, fundamenter, belægninger m.v. med hensyn til hvordan de skal modelleres samt hvilke informationer, der skal følge med i form af egenskaber.

Femern har valgt at anvende klassifikations- og identifikationsprincipper fra CCI til at holde styr på bygningsdelene i projektet. Dette omfatter dels typekodning af alle bygningsdele og dels kodning af systemmæssige sammenhænge ud fra placerings- og funktionsmæssige aspekter.

IDS er en ny standard fra buildingSMART, der gør det muligt for en opgavestiller at angive hvordan objekter i bygningsmodeller skal leveres mht. hvilke entiteter i IFC, der skal anvendes samt hvilke egenskaber, der skal følge med.

Dette kan dels anvendes af en leverandør til at tjekke en IFC-model inden den sendes til en modtager samt af modtageren til at tjekke om leverancen lever op til det aftalte.

Et væsentligt element i projektet var at omsætte modelleverancespecifikationen til IDS’er, hvilket i praksis handlede om at kunne gennemskue hvilken bygningsdel fra specifikationen, der var gældende for de enkelte objekter i bygningsmodellerne.

Dette blev håndteret ved at bede de enkelte leverandører om at kode alle objekter med en CCI-kode, der angav hvilken type af objekt, der var tale om.

Epsilon it’s ydelse var bl.a. at lave en mapping mellem alle CCI-typerne og modelleverancespecifikationen samt at komme med forslag til hvilke entiteter i IFC, der skulle anvendes for de enkelte typer. Efterfølgende blev dette arbejde kvalitetssikret af Femern.

Modelleverancespecifikationen beskriver ca. 50 kategorier af bygningsdele, der er beskrevet krav for, og kravene til bygningsdelene varierer på tværs af entrepriserne i projektet. Dette medførte at et temmelig stort antal IDS’er skulle udvikles, hvilke ville betyde et stort manuelt arbejde i selve projektet og en omfattende vedligeholdelsesopgave for Femern efterfølgende. 

For at afhjælpe dette udviklede buildingSMART International en ny metode til at udarbejde IDS’er, hvor der anvendes et regneark, der har bygningsdelene stående i kolonner og kravene til de enkelte bygningsdele stående i rækkerne. Dette regneark læses af et script, der genererer et antal IDS-filer baseret på en opdeling, der er valgt af bygherren. I det konkrete tilfælde blev der genereret en IDS-fil pr. entreprise med krav for alle de bygninhsdele, der hørte under den pågældende entreprise.

Regnearket og scriptet er tilgængeligt på buildingSMART Internationals Github.

De udarbejdede IDS’er blev anvendt til at tjekke en række bygningsmodeller fra projektets leverandører og derefter hjalp Epsilon it med at udarbejde notater, der uddybede og forklarede de rapporter, der var blevet genereret af IDS-tjekkerværktøjet.

Dermed har Femern dels fået udviklet IDS’er for entrepriserne i projektet og dels fået etableret grundlaget for fremover selv at kunne vedligeholde og udvikle disse IDS’er yderligere.


Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *